// FRI FRAGT PÅ LANGT DE FLESTE VARER      ELLERS 26 KR. I FRAGT VED KØB UNDER 400 KR.        30 DAGES RETURRET  //

// DAG-TIL-DAG SERVICE - BESTIL FØR KL. 14 OG FÅ LEVERET HVERDAGEN EFTER 

Familieforøgelse og triathlondrømme!

Kan man egentlig forene et ambitiøst sportsliv med ønsket om en baby?

 
Det er ikke få gange, jeg de seneste måneder har skåret tænder over kvindens lod om at skulle bære rundt på en voksende baby i 9 måneder. At der på det område ingen forhandlingsmuligheder eksisterer. Jeg ville være gået ind i den forhandling virkelig godt forberedt. Men ak. Jeg ved det. Det er en håbløs tanke. Og vel i virkeligheden også skamløs forkælet, når man tænker på, hvor mange der gerne vil have børn, men ikke kan, hvor lille en investering der i bund og grund er tale om osv. osv. Jeg ved det! Men jeg har aldrig følt det biologiske ur tikke særligt højt, og var jeg 25 år, kunne jeg nok have ventet 10 år længere, før jeg ville kaste mig ud i denne helt anderledes endurance challenge.
 
Jeg har de seneste 3 år undergået en kæmpestor udvikling som triatlet. Jeg har forbedret mig markant på stort set alle områder - alle 3 discipliner og alle distancer. Jeg har racet ualmindeligt meget. Stort set undgået skader. Har haft muligheden for at lade sporten fylde, hvad der ville svare til et fuldtidsjob, og dermed ladet sporten kendetegne mig i min tid i Kina, der pt. tæller 6 år. Triathlon er blevet en virkelig stor del af min identitet. Netop derfor har tanken om at måtte “udgå” virket ret skræmmende.
 
Min mand og jeg har i flere år talt om, hvorvidt vi skulle have en baby. Vi har begge været uafklarede. Mads med stort fokus på karrieren. Jeg selv deltagende i denne her uendelige triathlonrejse, der bare bliver ved med at lokke med nye udfordringer, mål og destinationer. Men på et tidspunkt måtte vi alligevel erkende, at alderen begyndte at spille en rolle. Og at muligheden for overhovedet at få børn var ved at forpasse. Alligevel blev jeg ved med at planlægge en sæson frem. Der var altid et helt unikt race, et verdensmesterskab eller en helt særlig destination, der lokkede. Og med de oplevelser, titler, sejre og forbedringer, jeg de sidste 2-3 år har opnået, har det været svært at beslutte, hvornår det rigtige tidspunkt skulle være.
 
Efter Hawaii 2017 endte vi alligevel med at aftale, at sæson `18 ikke skulle indeholde nogle fulde distancer. Kroppen skulle have en `down periode` ovenpå 3 rigtig hårde træningsår med mange timer investeret. Meningen var fortsat at planlægge sæsonen som normalt, og så se, hvad skæbnen ville. Tanken var vel på et eller andet ubevidst plan, at mindre træning ville øge mulighederne for, at en baby kunne gøre sin entre. Dog føltes hele ideen stadig så abstrakt, at vi hverken talte om eller tænkte så meget på det, og der var da også linet up med både 70.3 Astana, 70.3 Jeju, 70.3 Chongqing samt 70.3 WC i Sydafrika plus et 2-ugers cykeleventyr til Tibet som en del af årets højdepunkter. Vi var meget enige om, at der ikke skulle være tale om et “projekt baby”, hvor alt skulle indrettes efter, hvad der måske ville ske. 
 
Sæsonopbygningen var på sit højeste midt i marts med en træningslejr bag mig og en løbeform, der lovede godt for aprils marathon i Hamborg. Men så på en og samme dag ændrede fokus sig betragteligt. Af to årsager. For det første oplevede jeg under nogle hårde løbeintervaller en skarp smerte op gennem hælen og vidste øjeblikkeligt, at det ikke bare var piv, men at der var noget helt galt. En MRI viste efterfølgende to stressfrakturer i venstre fod og beskeden om 12-16 ugers løbeforbud samt en efterfølgende lang og langsommelig genoptræning. Sikke en dukkert. Jeg var 5 uger fra årets første marathon. 5 uger fra årets første PB-forsøg på distancen. Det ville være en slem underdrivelse at sige, at jeg ikke var trist. Super skuffet. Og ærlig talt ret usikker på, hvordan sådan en skade ville påvirke resten af sæsonen. Men jeg kunne ha’ sparet mig samtlige bekymringer og tårer, for samme eftermidag finder jeg også ud af, at vi skal ha denne her baby. Og så var det faktisk lidt svært at finde ud af, om man skulle græde over skaden - eller jubler over babyen. Skaden blev under alle omstændigheder sat i perspektiv. Mens nyheden om, at jeg skulle have min første baby efterlod mig med et hav af modsatrettede følelser.
 
Ingen tvivl om, at jeg var super glad! Men der gik heller ikke mange sekunder, før beregningerne gik i gang. Hvor længe kan man fortsætte med at træne? Og med hvilken intensitet? Kan man fortsat race? I hvert tilfælde i begyndelsen af graviditeten? Hvordan mon kroppen reagerer på den ekstra indbygger? Hvor hurtigt kan man komme tilbage til normal træning? Er det realistisk at lave ironman allerede næste sæson? Hvor mange planlagte rejser og races er jeg nødt til at aflyse? Hvordan skal jeg fortælle mine sponsorer, at jeg ikke kommer i spil i år? Hvad skal jeg lave, hvis ikke jeg kan dyrke sport? Hvem er jeg egentlig uden min sport?
 
Måske virker det en smule ensporet at være så optaget af sin sport, men mit liv her i Kina har været præget af triathlon. Jeg læser kinesisk herude. Men det er triathlon, der har været min absolutte førsteprioritet. Jeg har vel nærmest levet som en semi-professionel atlet ren trænings- og restitutionsmæssigt. Jeg har lavet flere årlige races end mange, og eftersom jeg ikke har arbejdet, har min identiet været tæt knyttet til min sport. Det er gennem triathlon, jeg har skabt mit sociale netværk. Det er gennem triathlon jeg har fået mine oplevelser - de sportslige, men også udfordringerne så som at holde foredrag og afholde workshops, networke og skaffe samarbejdspartnere samt skrive tekstindlæg. Og netop derfor føltes det umiddelbart som om min hverdag på et splitsekund blev aflyst. Og hvad gør man så?
 
I virkeligheden gør man ikke så meget andet, end man forsøger at følge med og fornemme kroppen. Det er man vant til som atlet. Det kommer en til gode. For hverken Mads eller jeg vidste en krumme om babyer. Det gør nok vi stadigvæk ikke. Men det var jo umuligt at ignorere den nye kropsfornemmelse, når hjertefrekvensen pludselig eksploderer til uanede højder, bare man tænker på at træde de normale watt, eller at få tikket sine rutinemæssige 2-3 daglige træningspas af, når kroppen overhovedet ikke har nogen energi, og det virker uoverskueligt bare at gå på toilettet. Og man skal faktisk ikke være mange dage gravid, før kroppen bliver en anden med nye behov og nye grænser for, hvad der muligt - hvad der kan lade sig gøre.
Men med udgangpunkt i nogle få guidelines, har det indtil nu været rimelig nemt at vide hvor meget, hvor hårdt og hvor langt. Kroppen (og hovedet) lukker simpelthen bare ned, når man har nået grænsen.
 
Det har ikke været super nemt at finde en masse anvendelig information om “graviditet og (endurance) sport” - i hvert tilfælde ikke når man er vant til at dyrke rigtig meget sport, for de gode råd om at 30 minutter daglig gang eller at yoga er godt for gravide, det dækker jo slet ikke det behov, jeg føler, jeg fortsat har for at holde mig i form. Heldigvis har det været muligt at få bekræftet fra flere instanser (få artikler skrevet af elitesportsudøvere og egen læge), at er kroppen vant til at blive presset og vant til at træne meget, så kan man med fordel fortsætte træningen i det omfang, det føles okay.
 
Men der er jo forskellige faser i sådan en graviditet. Første fase har jeg (heldigvis) tikket af. For mit vedkommende var 1. trimester (uge 1-12) opdelt i yderligere to faser. Den første halvdel havde jeg ganske få gener og trænede mellem 10-20 ugentlige timer. Ingen vidste besked om babyen. Heller ikke min træner. Men hvor det i lang tid (helt frem til uge 15) lykkedes mig at skjule, at jeg var gravid overfor venner og træningsmakkere, så gik der knap så lang tid, inden jeg følte, at jeg måtte indvie min træner, der jo undrede sig lidt over mine watt-tal og hjertefrekvens. Kombinationen af graviditet og skade i foden gav dog den fordel, at jeg til hver en tid havde en forklaring for mit manglende niveau ved hånden. Og det var egentlig rart at kunne holde nyheden for sig selv, indtil den havde bundfældet sig, og man var nået ind i 2. trimester, hvor risikoen for abort er væsentlig mindre.
 
I løbet af første halvdel af 1. trimester deltog jeg foruden min træning yderligere i en mini cykel-tour med nogle 100 km tilbagelagt, et svømmerace og et 70.3 relay-race (svøm og cykling) med rimelig distance og intensitet. I relay-racet kunne jeg absolut mærke, at jeg ikke var 100 % mig selv, det gjorde ondt at presse tæt på maks, men det lykkedes trods alt at vinde kategorien, så der var stadig lidt saft og kraft i trådet. Jeg besluttede dog under cyklingen, at det var sidste race for sæson 18. Det føltes som at race uden at være i form, og det var for frustrerende at se ens træningskammerater ude på ruten - adskillige kilometer foran mig. 
 
Fra omkring uge 6 gik jeg ind i 1. trimesters anden fase, og den var i den grad præget af træthed. En helt ubeskrivelig træthed. Jeg kunne sove 12 timer om natten og så alligevel være klar til at sove flere timer til middag. Og til eftermiddag. Træningsappetitten var stort set væk. Og fik jeg slæbt mig af sted til gym, pool eller på cyklen, så var det ofte storgabende og med en kæmpe efterregning i form af trangen til mere søvn. Sikke en zombie-tilstand. Enhver lyst og evne til at træne var væk. Jeg tænkte faktisk kun på at sove. I denne periode faldt træningsmængden til mellem 5-10 timers ugentlig træning. Vel i grunden en god portion træning for de fleste “almindelige mennesker”, men væsentlig mindre træning end de fleste langdistance-triatler. Den eneste grund til, at jeg overhovedet fik trænet var, at jeg allerede tidligt besluttede, at jeg ville beholde min træner gennem hele forløbet. En beslutning jeg synes giver endnu mere mening nu, hvor jeg er gået ind i 2. trimester og energiniveauet er vendt tilbage.
 
Beslutningen om at samarbejde med en træner, selv når ens præstationsniveau er lavt og målsætningerne ligger ret langt ude i fremtiden, er selvfølgelig helt individuel. Der er ulemper og fordele. For mig er fordelene altoverskyggende. 
 
Ulempen kan til tider være, at man, når man har en pragmatisk tilgang til sin træning, som jeg har det, forsøger at tvinge sig selv til at følge et program, der til tider (nødvendigvis) vil være lidt off, ganske enkelt fordi kroppen har flere udsving, og energiniveauet og præstationsevnen er knap så konstant, som man er vant til. Her er det helt nødvendigt, at man beslutter med sig selv, at det er okay, at TrainingPeaks ikke altid lyser funklende grøn ved ugens afslutning. At man accepterer sin tilstand. Og at man husker, at den eneste årsag til at man træner er, at man har lyst og gerne vil bevare en lille procentdel af sin form. Fordi det er sundt for en selv og babyen. Og fordi det bliver lettere at komme tilbage i træning efter babyens ankomst. Rammer man en dag, hvor krop og hoved melder fra, så er det sådan det er. 
 
Den store fordel ved at fortsætte trænersamarbejdet er selvfølgelig, at man bibeholder en smule af den normalitet, man har været vant til. Træningen kan ikke være lige så kvalitativ, men der kan fortsat være struktur på, og det er virkelig dejligt at tale med en træner, der med sin objektivitet planlægger dagene med forventning om, at man gør sit bedste for at vedligeholde formen. Desuden er det helt afgørende for mig, nu da jeg har påbegyndt min genoptræning på løbet, at jeg følger en nøje planlagt plan. Havde jeg været “on my own”, kunne jeg godt frygte, at jeg var knækket overfor lysten til at løbe sammenhængende og hurtigt, før det var muligt. Med den kæmpe risiko at skade foden igen.
 
Jeg har nu ramt 2. trimester (uge 12-28), trætheden er forsvundet og energiniveauet tilbage til normal. Overall, så har jeg indtil nu været forskånet fra kvalme, mangel på appetit og generel utilpashed. Jeg har fortsat ingen værkende led, væskeophobning og andre fysiske gener, så træningsvolumen er atter skruet op. Jeg glæder mig til at se, hvor længe jeg kan fortsætte med nuværende træningsmængde og intensitet, hvor længe det er realistisk at cykle udenfor og hvor langt jeg når i genopbygningen af min løbeform, inden jeg må tilpasse mig omstændighederne og påbegynde træningsnedtrapningen. Forhåbentligt bliver der på intet tidspunkt tale om en kold tyrker. Jeg håber og forventer, at jeg kan træne helt frem til babyens termin - på de præmisser min krop giver mig.

©2018 FUSION ApS - Atletikvej 3 9230 Svenstrup - CVR 26685869