// FRI FRAGT PÅ LANGT DE FLESTE VARER      ELLERS 26 KR. I FRAGT VED KØB UNDER 400 KR.        30 DAGES RETURRET  //

// DAG-TIL-DAG SERVICE - BESTIL FØR KL. 14 OG FÅ LEVERET HVERDAGEN EFTER 

671,7 km i alperne på ben og kun 17 dage.

Jeg havde længe haft lyst til at løbe i bjergene. Nærmere betegnet Dolomitterne. Jeg havde aldrig oplevet dem, men hørt de skulle være fantastiske. Hjemmefra synes jeg, det var svært at finde en rute, der så at sige, var lang nok. Der var masser af mindre ture i den del af Alperne, men at få dem koblet sammen til noget brugbart for mig, virkede for kompliceret. Planerne blev skrinlagt.

Min søgen om egnede ruter fortsatte, men det var først langt senere, da jeg stødte på ruten Trumpfad, eller på engelsk Dream Way, at min interesse igen blev vagt. Ruten startede i sydtyske München og gik til den italienske kanalby Venedig og dermed hen over Alperne, gennem Østrig og, for mig ganske vigtigt, gennem Dolomitterne. At jeg skulle søge efter en tur med start i Tyskland for at ende med at komme op i de bjerge i Italien jeg ønskede, var for mig ikke logisk, men netop den rute skulle blive et aldeles godt bekendtskab!

Ruten skulle være på 573 km. Det virkede ikke skræmmende i forhold til de ture jeg havde været på tidligere. Men denne gang var bjergene den store udfordring, da turen indeholdt ikke mindre end 27.000 højdemeter! På flere passager ville der være boret stålwire ind i bjergene, for at hjælpe med opstigning eller nedstigning, og trapper var opsat flere steder. Nogle steder frarådede man passage, hvis man havde det mindre godt med højder og anviste en alternativ rute, ofte en betydelig omvej. En såvel fysisk som teknisk og måske også mental krævende tur lå forude.

Jeg havde anskaffet mig en guidebog over ruten hvori stod, at man anbefalede at angribe ruten i sidste halvdel af august til første halvdel af september. Herved skulle vejret være mest stabil og risikoen for tordenstorme mindst. Alligevel var der opfordring om at påregne dage, hvor man på grund af vejret ikke kunne komme videre, da det kunne være meget omskifteligt. Jeg var indstillet på at lade mig vejlede, da andre nok vidste bedst. Holdt jeg mig til den anbefalede periode, ville dagene, hvor man ikke kunne komme videre, ganske givet ikke blive aktuelle, men jeg blev klogere!

Der er tale om en vandrerrute, som er sammensat af flere forskellige ruter. Derfor var det også flere forskelligartede skilte, man skulle følge efterhånden som man kom frem. 

Optakten var umiddelbar mindre heldig. Jeg havde døjet lidt med en knæskade. Det havde afholdt mig fra at træne fuldt ud i nogle uger og havde ydermere i næsten 3 uger før start, slet ikke trænet overhovedet. Jeg endte dog med at blive skaden kvit lige inden start og den manglende træning viste sig snart som et plus i form af fuldt ud restitueret krop inden de mange højdemeter i bjergene.

 

Starten
Marinenplatz i München var startstedet. Her stod jeg klar til, som udgangspunkt at løbe 2 af de i guidebogen anførte vandredage på 1 løbedag. Det betød ikke nødvendigvis, at jeg kom op på de omkring 60 km dagligt som jeg plejer på disse ture, men i bjergene måtte det være anderledes. Hvor meget jeg så ville kunne påregne, vidste jeg ikke. Da min erfaring i bjergene endnu ikke var tilstrækkelig.

Ruten lagde forsigtigt ud med et fladt stykke på de første 3 ud af 30 vandredage, for mig så altså første 1,5 løbedag. Herefter startede løjerne.

 

Skræk i livet
Når man først er i bjergene, tilspidser tingene en del. Det giver sig selv, at med højderne, så følger også det faktum, at man kan falde ned. Faremomenterne var bestemt til stede!

Det oplevede jeg da jeg allerede på etape 2, kom løbende ad en smal sti på en bjergside. Underlaget var små klippestykker og i begge sider en smal bane græs, den ene side ud mod et brat fald nedad. På et tidspunkt lander jeg med den ene fod i græsset, men det viser sig, at der ikke er noget nedenunder. Jeg falder igennem til knæet og i en reflekshandling, griber jeg hurtigt om noget bevoksning, for ikke at dratte ud over klippesiden. Jeg mistede egentlig ikke balancen, så hændelsen virkede ikke så farlig endda, men da jeg var løbende igen og kiggede tilbage, kom tanken om hvor langt man kunne være faldet ned. Det ville jeg ikke være sluppet godt fra. Det rystede mig lidt i nogle minutter, men så tog koncentrationen over om bevægelserne fremad.

Etape 11 bød på en udfordring, der flyttede lidt personlige grænser. Ved Forcella Pordoi i 2.848 meters højde, var der 2 høje bjerge tæt på hinanden med en dyb slugt ned imellem. Den var total indhyllet i skyer og man kunne ikke se ret langt for sig. Da jeg stod øverst oppe og skiltene pegede derned, søgte jeg i guidebogen. Det var egentlig ikke nødvendigt, da skiltningen på dette tidspunkt meget tydeligt indikerede, at jeg skulle derned. Jeg tror mest det var i håb om at guidebogen kunne være så venlig at foreslå noget andet, at jeg kiggede i den. Det gjorde den naturligvis ikke og dog alligevel. Der stod, at det var den officielle ruteføring men man anbefalede kun at tage derned, hvis man havde nerver af stål, fleksible knæer og den fornødne teknik, da man ellers anviste en alternativ rute, som de fleste benyttede. Jeg var ikke kommet for at tage en anden end den rigtige rute, så jeg måtte tage en dyb indånding og begynde den faretruende nedstigning. En indre stemme formanede, at nu passer du godt nok på dig selv. Imens tog jeg de første tunge skridt mod afgrunden, ja sådan følte jeg det. Da jeg havde forladt den øvre kant på slugten, havde jeg samtidig sagt farvel til det sidste skilt i lang tid, men det vidste jeg naturligvis først senere. Skiltene forsvandt fuldstændigt og man havde overordentlig svært ved at orientere sig. Var det mon stien man var på eller ved det en hulning i klippestenene lavet af smeltevand? Man kunne ikke se forskel og efterhånden som slugten blev bredere, var der flere og flere muligheder for, hvad der kunne være den rigtige vej. Det tog lang tid og sikker på sin vej frem var man overhovedet ikke. Midt i sin koncentration om at finde vej, så faldt jeg lige så lang jeg var i de løse klippesten, der på grund af fugten fra skyerne også var glatte. Man kunne få sig noget af en gratis rutchetur, men jeg fik heldigvis hurtig hold på sagerne igen. Den indre stemme mindede mig om løftet om at passe på mig selv. Efter lang tids uvished, kunne man til sidst høre motorstøj gennem skyerne. Man kunne absolut intet se, men lydene var da positivt. Lidt efter dukkede bjergpasset Passo Pordoi op med hoteller og restauranter. Nogenlunde samtidig dukkede også skiltningen op, hvilket gav en vis harme indeni. Ja tak, nu kan jeg da godt regne ud hvor jeg skal henad, men hvor var i da jeg manglede jer så inderligt oppe på bjerget. Bjergpasset var godt besøgt af busser, der læssede folk af, motorcykler der skulle luftes og en kortege Porche biler, der skulle vises frem. Stedet har flere gange været besøgt af cykelløbet Giro D Italia.

På etape 14 havde jeg igen et mærkbart fald. Tidlig formiddag var jeg på samme måde i berøring med en smal græskant ved siden af stien. Da græsset var vådt af rim, faldt jeg 1 meter ned af bjerget og endte på nogle klippesten. Jeg lå helt stille et kort minut, mens jeg kunne mærke en stigende smerte i den hånd, jeg straks havde taget fra med. Den havde fået et ordentligt slag, men var heldigvis ikke brækket. Efter nogen tid aftog smerterne langsomt, men kunne mærke det flere dage efter. Det sker ved den mindste uopmærksomhed og lyn hurtigt. Koncentration er absolut nødvendig!

 

En hård omgang
Ved flere lejligheder, var man mere bjergbestiger end løber. På etape 3 skulle Schlauchkarsattel bestiges i 2.635 meters højde. Noget af en udfordring! En ting var naturligvis højden, en anden var de tusindvis af klippesten, man skøjtede rundt i. Er du vimmer for en kraftanstrængelse i den stegende sol. Når man så langt om længe havde nået toppen, så virkede det aldeles uoverskueligt, at komme ned på den anden side. Her kunne du vælge at tage den drabelig med ro eller at falde på rumpen lige så mange gange du ville. Også her var der stålwire for at hjælpe med balancen. Jeg havde efterhånden ikke mere vand på mig efter den tidskrævende opstigning. Efter lang tids nedstigning, kunne man høre et vandløb. Man kan sagtens drikke af vandet i bjergene, men da ruten endelig nærmede sig, kunne jeg ikke komme derned. Vandløbet lå dybt nede i en dal med høje klippesider. Senere på ruten fik man sig bevæget så langt ned, at man faktisk skulle krydse vandløbet, hvilket gav en kærkommen optankning. Hold da op hvor kan vand dog smage dejligt!

 

Stoppet af vejret
Selv om etape 5 startede med opholdsvejr, så holdt det ikke særlig længe. Jeg skulle op på et bjerg, og tæt på toppen kom et uvejret buldrende over en bjergside. Dalen blev på få minutter indhyllet i skyer, og det der før kunne ses af dalen, byen i bunden og de efterfølgende bjerge, var væk med et snuptag. Tilbage stod man med massiv regn, der blev pisket ind på en af en mærkbar vind. Det var en af de 3 dage, hvor jeg alene fik tilbagelagt 1 vandredag, altså en ½ løbedag. Den efterfølgende dag var vejrtypen den samme og her blev det også kun til en ½ løbedag. Men det skulle blive værre endnu! Jeg var nu nået til Glungezer Hütte, der lå på toppen af et bjerg. Efter en nat i hytten, vågnede jeg op til beskeden om, at man frarådede at fortsætte ad ruten, der efterfølgende gik over 7 bjergtoppe. Jeg har nok lidt respekt for, når lokale giver sådan en advarsel. De må vide bedst, så jeg så mig nødsaget til at blive i hytten. Hvad værre var, så viste vejrudsigten ikke bedring før om 2 dage, men var først sikker på endelig bedring efter 3 dage. Det var nedslående men en realitet. Der ville komme nedbør den kommende nat. Hvis den faldt ved 4 grader i denne højde, ville det ske som regn, og hvis den faldt ved 3 grader eller under, ville det ske om sne. Temperaturen ville denne nat blive på 1 grad. Altså glatte klippeflager og uforsvarlig færd over bjergtoppene.

Om morgenen på andendagen spiste jeg morgenmad med en ung tysker, Simon. Vejret havde ikke ændret sig og advarslen forblev den samme. Vi kiggede på hinanden og det stod hurtigt klart, at vi var til mere, end blot at sidde i en træhytte på toppen af et bjerg og kigge ud på grå skyer, der hang lige udenfor vinduerne. Vi trodsede advarslen og drog afsted. Ikke ned i dalen, hvor vejret var anderledes, ikke på en alternativ rute som man nødtvunget havde måtte foreslå, men alligevel heller ikke helt anbefalede, men ad de 7 bjergtoppe som beskrevet på ruten. Jeg var ganske klar over, at dermed vekslede jeg min løbedag til en vandredag, men det var simpelthen for at komme videre. Jeg synes det var en sikkerhedsmæssig gardering nu at være 2 afsted. Vi var enige om, at vi ikke havde travlt og det var safety first. Vi kom da også helskindet igennem dagen, men dermed endnu en ½ løbedag. Det skulle være en af de flotte passager på ruten, men vi så desværre mest skyer lige for enden af næserne.

 

Bjerghytterne
Hytterne i bjergene er hyggelige. Her eksisterer et helt specielt liv. Et liv af aktive, naturelskende mennesker. Snakken går ofte lystigt hen på eftermiddagen, hvor folk gør holdt efter en dag i det fri. Aftensmaden kommer ofte til at blive noget meget specielt, da man har en del mindre til rådighed i bjergene. Et godt aftenmåltid er derfor noget man ser langt mere frem til, end hvis man havde været hjemme i trygge omgivelser og blot hiver mad ud af køleskabet eller køber noget ved nærmeste købmand. Det at sove sammen i sovesale, betyder også en vis samhørighed. Man spiser sammen, man hygger sammen, man sover sammen, Ja, her taler man faktisk sammen!

 

Oppakningen
En morgen sad jeg ved morgenmaden og kiggede ud. Det så lidt barskt ud udenfor. Man tænkte på de legekammerater man skulle ud til lige om lidt. Bjergene, der virkede ligeglade om du ville over dem eller udenom. Stierne, der ville forsøge at gøre dig træt med deres uendelige op og nedture. Vejret, som nogle mener de kan forudsige men, især heroppe, selv vil bestemme i den sidste ende. Skiltningen, der ikke ville snyde dig, men drille dig hvor de kunne komme afsted med det. Man håber på legekammeraterne vil tage godt imod en, for man er jo kommet for at lege.

Men når man så kommer udenfor og føler at vinden er venlig og bild, når man står overfor det første skilt og får orienteret sig om, hvordan tingene vender og når terrænet alligevel virker overkommeligt, ja, så føler man sig taget godt imod og legen kan begynde.

Når man træder ud i en kølig morgen og en til tider dyster natur, kan man alligevel godt føle sig næsten uovervindelig. Man har sin positive indstilling, sin nødration af mad og sit gode løbetøj, hvor vejret ikke kan komme ind og hapse din kropsvarme og velbefindende. Ja, tøjet får dig til at føle dig unstoppeble!


Mest brugte jeg

 

Merino LS
Jeg brugte hele tiden denne trøje som baselayer. Det er uld i den gode kvalitet, der på ingen måde kradser, den er tynd og svedtransporterende og giver en rigtig god basisvarme tæt ved kroppen. Bedst af alt er den blød og behagelig og vinder klart over en anden af Fusions produkter, Vent LS, som jeg ellers også har været særdeles glad for. Derudover kommer uld ikke til at lugte på samme måde, også en klar fordel når man er på tour over flere dage.


C3 Hoodie LS
Min allerbedste kammerat. Den er lun og den lukker af for hals, øre og hoved om nødvendigt. Det var en helgardering, hvis man behøvede mere varme end baselayeren. Var ikke så nødvendig under løb på denne, men var så super dejlig at have til aftenerne.

 

SLi Run Tights Pocket
Let og med en fantastisk elasticitet. De sidder bare. Ingen gnavemærker eller spættet hud efter de mange timer hver dag kun i denne buks. Den lette metervare er hurtigtørrende, der er ideel på tour, så den med garanti er tør til brug næste dag.

 

Hot Tights
Hvem kender ikke tightsene. Den uimodståelige metervare med fantastisk elasticitet og god svedtransport og som ingen anden kan lave, men som alle andre sigter efter. Igen en helgardering for mig hvad angår varmen og igen ikke så nødvendig under løb på denne tour. Den blev mest brugt hver aften efter dagens anstrengelser og var en sikkerhed til kolde nætter.

 

Livet i bjergene
At have haft tilstrækkeligt mange dage i bjergene, betyder at man på en eller anden måde bliver afkodet. Den dagligdag vi alle lever i, hverdage der kan synes ens, de samme gøremål vi har, de vaner vi tillægger os, ja det vil man langsomt komme væk fra for en stund. I bjergene er der andre værdier, der bliver vigtige.

Som før nævnt blev vand pludseligt et vigtigt element, noget vi hjemme blot tager fra vandhanen. Det at spise aftensmad noget centralt for dagen, noget vi hjemme blot sætter i ovnen og hurtigt spiser for at komme videre. At have tag over hovedet og en seng at sove i, er pludseligt ikke noget der bare er en selvfølge, som det er derhjemme. Det blot at have varmen, kan lige pludselig blive central for din dag.

Livet deroppe kan være barskt, men kan også være aldeles simpelt. Det simple kan gøre livet særdeles smukt. Solopgangen over bjergene. De storslåede udsigter. De store vidder. Dette kæmpestore rum, hvor mennesket blot er lille bitte. Ingen larm. Ikke så meget at tage stilling til. Få renset tankerne. Din krops monotone bevægelse. Det meditative. Ro. Tag en pause. Lad dig falde hen. Det vil blive minutter, du aldrig glemmer. Måske finder du ind til noget, du havde glemt eller ikke vidste du havde. Måske bliver du aldrig helt den samme igen.

 

Politiet havde nær forhindret afslutningen
Afslutningen på min tour blev helt underlig. 

Man skal sejle fra det sidste stykke fastland og over til Venedig. Man siger at turen over Alperne er slut, når man når det sidste af fastlandet, men at sejlturen og turen frem til Marcus Pladsen, fuldender rejsen. Man kan sige, at der er 2 målstreger. Vælg selv. Turen er fra München til Venedig, så jeg synes jo ikke man er i mål, før man er i Venedig

På det sidste fastland beder jeg om en enkeltbillet til Marcus Pladsen i Venedig. Damen i billetlugen siger, at jeg skal hoppe af ved andet stop. Fint, det er da til at finde ud af. Færgen kommer på tidspunktet hun havde oplyst. Alt i den skønneste orden. Jeg synes nu blot færgen sejler den forkerte vej, men jeg er nu også altid så pisse klog på hvordan geografien vender. Jeg har købt en billet til Venedig og damen sagde stop nummer to, så kan jeg vel holde mig i ro så længe.

Det blev stop nummer to og jeg hoppede godtroende af. Jeg blev simpelthen nød til at have hjælp til det her, da jeg ikke lige kunne se, hvordan jeg fandt Marcus Pladsen. Jeg slog op på Google Maps og ser straks, at jeg er havnet på den forkerte ø. Jeg skynder mig hen til øens billetluge. Beskeden her var, at jeg skulle skynde mig på færgen igen, da det var sidste afgang i dag.

Jeg fik travlt! Under al afspærring og hen mod båden. Den havde lagt fra land, men jeg kunne lige springe den halve meter over på båden, så var jeg med. Alt var godt, altså lige indtil kaptajnen stod rasende overfor mig. Han ville have noget identifikation. Nu! Han stod for sikkerheden om bord og det jeg havde lavet, var helt uacceptabelt. Han ville have mit pas og ville så ringe til politiet, der så ville afhente mig i næste havn. Jeg undskyldte og sorry og please, men lige lidt hjalp det. Efter et stykke tid kom han tilbage med passet. Jeg slap for denne gang. Politiet ville, til mit held, ganske givet ikke gøre noget ved sagen. Pyh ha!

Færgen sejlede tilbage til fastlandet igen og da jeg jo havde hørt, at det var sidste afgang, ja så kørte tankerne. Når jeg nu kom tilbage igen, så måtte jeg se om der var en privat, der ville sejle mig det stykke over til Venedig, men det blev nok en dyr affære. Ellers skulle jeg få fat i en taxa til at køre mig den lange vej udenom. Det lød også dyrt og ville tage hele aftenen. Teknisk set var jeg jo også kommet i mål, så jeg kunne jo overnatte i mit medbragte telt og så tage ud i lufthavnen næste dag. Derved ville jeg så tabe pengene på det hotel, jeg havde booket tidligere på dagen og ville så ikke engang få set Venedig.

På et tidspunkt slog det mig, at med udgangspunkt i fastlandet, så sejlede færgen måske først til den ene side, altså den ø jeg nær var havnet på, og så dernæst til den anden side, altså Venedig, og at hende i billetlugen havde husket forkert om, hvad side man var nået til. Jeg forhørte en af de ansatte på båden. Jo, den var dog nok. Når først vi var tilbage igen ved fastlandet, så gik turen den anden vej mod Venedig og så var det ganske rigtigt andet stop. Jeg var nu bare pludselig så tilpas og nød nok først nu, at være kommet så langt, som jeg var. Alting løser sig!

Næste problem, ja for der kommer et mere, er også med politiet indblandet. Der var ikke langt fra færgen til Marcus Pladsen og vejen dertil var ganske flot. Her får jeg taget fotos og lavet lidt video. Jeg ved jo godt, at det ikke er sikkert at man må, men på pladsen sener jeg min lille drone til vejrs, for at få nogle videos ovenfra. Den var lige opsendt, da en turistmedarbejder på pladsen kommer hen og siger, at hvis politiet ser det, så bliver der ballade. Jeg valgte selvfølgelig at lytte, men inden jeg havde fået dronen ned igen, stod der allerede 2 politimænd og talte med ham. Dronen blev bragt til jorden igen og pakket væk. Samtidig forsvandt også politifolkene.

 

Resultatet
Touren blev gennemført på 17 løbedage. Skal man kigge dybere og fraregne 3 halve løbedage, hvor vejret forhindrede mig at komme videre, ville resultatet blive 15,5 dage. Jeg havde forventet gennemførsel på 15 dage.

Ruten stod anført til at have en længde på 573 km. Jeg har tilbagelagt i alt 671,7 km, altså betydeligt mere. Jeg gætter på at højdemeterne bærer noget af skylden. Afstanden i bjergene passede aldrig, hvorimod de var forholdsvise korrekte i dalene. Det forhold har jeg nu set før.

Så lidt længere tidsforbrug, men betydelig flere km. Rent sportsligt er jeg endog rigtig godt tilfreds. Alene det forhold, at kroppen ikke fejler det mindste, ja ikke engang en vabel, har jeg med hjem. Det synes jeg er imponerende!

Så er der det oplevelsesmæssige. Her vil touren stå som noget helt specielt. Min satsning på bjergene var helt rigtig. Her befandt jeg mig virkelig godt. Den storslåede naturen deroppe. Klipperne. Solen. Vidderne, der åbnede sig op og gav fantastiske scenerier. Det enkle i livet. Fokus på få basale fornødenheder. Roen.

Jeg kunne ikke ønske mig det bedre. Det var i bogstavligste forstand himmelsk!

©2018 FUSION ApS - Atletikvej 3 9230 Svenstrup - CVR 26685869